Jo mere du træner, des heldigere bliver du, skulle en berømt amerikansk bueskytte fred Bear en gang have sagt. Skal man have gavn af træning, er det vigtigt at være fokuseret medens man træner.  Glipper koncentrationen, så tag en pause og lav noget andet, inden du er klar igen.

Opvarmning

Når du starter med at komme i klubben vil du opleve, at de voksne skytter ikke bruger tid på anden opvarmning end opstilling af skiver og ophængning af pilefang. Mange af de voksne har skudt i flere år med samme buetrækstyrke, så risikoen for skader er ikke stor. Men særligt medens man vokser, og når man som ny skytte skal optræne kroppen til sporten, kan bueskydning give skader i skulder, ryg og håndled. For at imødegå risiko for skader, er det vigtigt at opvarme ved at bevæge muskler og led godt igennem og måske tage en lille løbetur så kroppen bliver varm. Herved kommer pulsen op, og blodgennemstrømningen og koncentrationen bliver bedre.  Inden selve skydetræningen er det godt at tage en afslapningsøvelse, hvor man forbereder sig på at skulle skyde.

Motion

Jævnlig motion som over ugen samlet 2 timers lange gåture, cykelture, løbeture eller svømning, styrker helt generelt kroppen, og gør det meget lettere at ”få den til at høre efter”, når nye teknikker skal indlæres.

Styrketræning

Som ny skytte vil du ofte opleve, at selv en forholdsvis svag bue føles hård at trække mange gange i træk. Det er helt naturligt, da bueskydning belaster muskelgrupper i ryg, skuldre og arme, som normalt ikke benyttes så meget. Med kun en ugentlig træningsaften, vil disse muskelgrupper kun langsom blive optrænet. Det kan derfor være en god ide hjemme de første måneder efter at du er startet med bueskydning, 5-10 minutter dagligt udfører varierende trækøvelser med træningsbånd. Træningsbåndet kan være et fint og dyrt latexbånd, men en gammel cykelslange kan også sagtens bruges. Efter en længere pause, f.eks. sommerferien, har du sikkert behov for at genoptræne musklerne, for hvis de ikke bruges, bliver de slappe i løbet af ca. 3 uger.  

Teknisk træning

Når du lærer bueskydning, er der rigtig mange forskellige stillinger og bevægelser, som skal indlæres og koordineres, inden du kan afgive et godt skud. Der er i starten rigtig mange ting at lære: Du skal stå rigtigt, holde buen rigtigt, tække vejret rigtigt, trække buen rigtigt op, sigte rigtigt, ankre rigtigt, slippe rigtigt osv. osv. Det kan alt sammen naturligvis ikke læres på en træningsaften, for hjernen kommer til at arbejde på højtryk, og kan ikke finde ud at koordinere det hele på en gang.  I løbet af ca. fire træningsaftener, vil du have lært de basale teknikker, men de første måneder vil der alligevel blive ved med at være noget der virker kikset.

Træning af muskelhukommelse

Ved tålmodig og legende læring med gentagelse af de samme bevægelser igen og igen, handler det om at få muskelhukommelse oplært til at overtage det meste af koordinationen. Bevægelserne bliver ubevidste for hjernen, som får ro og fred til at koncentrere sig om målet. Det svarer til at du går op ad en trappe eller smider en sten i vandet. Hjernen giver ordren, medens muskelhukommelsen ubevidst for hjernen udfører den.  

Visulaiseringstræning

For at få styr på de mange nye teknikker og hjælpe muskelhukommelsen med at tage over, kan det være en god ide fra tid til anden at udføre 5 minutters visualiseringstræning uden bue og uden at bevæge sig. Sæt eller læg dig afslappet og fokuser på din vejrtrækning, så du får rolig indånding og langsom udånding. Træk vejret med mavemusklerne, og ”befal” pande, ansigt, skuldre, arme, hænder, krop, lår og fødder ”at slappe af”. Så forsøger du at se dig selv ”indefra” med buen i hånden medes du stiller dig rigtigt og gennemfører de forskellige bevægelser der skal til for at udføre skuddet. ”Føl” fornemmelse af et godt gennemført skud. Gentag evt. et par gange så følelse af skuddet bliver godt. Og ”vågn op igen” langsomt og roligt. Mange skytter har oplevet, at visualiseringstræning hjælper muskelhukommelse på vej og at det giver øget selvtillid og selvværdsfølelse ved den rigtige bueskydning.

Måltræning

Uanset hvad dit mål med bueskydning er og udvikler sig til, er det vigtigt at din træner kender dine mål. Herved har træneren mulighed for at tilrettelægge træningsaftnerne i lauget, så de også tager hensyn til dine mål. Har eller får du med tiden høje mål, vil træneren hjælpe dig med at opstille realistiske delmål, så du jævnligt får succesoplevelser med din bueskydning. For bueskydning skal først og fremmest være sjovt. 

Træning i Thy Bueskyttelaug.

Sted og tider se her