Indenfor bueskydning og særligt indenfor langbue- og rytterbueskydning, findes der mange skydestile. Den enkelte træner vil helt sikkert have sin egen foretrukne skydestil. For dig som skytte handler det om, at finde en skydestil der passer dig. På trods af forskellige skydestile, er der dog en lang række fælles teknikker. Da vi i Thy Bueskyttelaug har fokus på barbue og langbue, er beskrivelsen målrette disse non-sight buetyper.

Skydestilling

Ved stående skydestilling, skal man stå med siden til målet, og bredden mellem fødderne bør svare til skyttens skulderbredde eller en smule bredere. Benene skal være let bøjede, så hverken mave- eller rygmuskler føles spændte. Bagerste fod skal være vinkelret på målet, medens forreste fod gerne må pege en smule mod målet. Vægten skal være en smule større på den forreste fod end på den bagerste. Man skal have en god fornemmelse af at stå fast og sikkert. 

Ved fuldt trukket streng, skal overkroppen og skuldrene være afslappet sænket og set fra oven skal strengarmen være i linje med pilen. Set forfra skal strengarmens albue være en smule over pilens forlængede linje bagud. Buearmen skal set ovenfra være i line med begge skuldre og set forfra pege vinkelret ud fra overkroppen. Overkroppen skal holdes i denne stilling uanset om man skal skyde langt (opad) eller nedad. For at skyde opad eller nedad bøjer man hele overkroppen over hofterne.

Greb om bue

Traditionelle lang- og rytterbuer har normalt en tynd nærmest cylindrisk håndsektion, medens moderne varianter, barbuer, recurve- og compoundbuer har mere eller mindre udtalt pistolgreb i håndsektion. Grebet om buen skal passe til udformningen af buens håndsektion.  

Kuffertgreb bruges til buer med cylindrisk håndsektion. Håndleddet er helt strakt, og underarmen fortsætter i en lige linje over i håndryggen medens fingrene holder om buen.

Wrist-greb bruges til buer med pistolgreb i håndsektion. Ved mindre svagt pistolgreb, bruges typisk low wrist-greb, hvor trykket mod buens håndsektion ligger i linjen som adskiller tommelfingerens muskelgruppe og lillefingerens muskelgruppe. Ved mere udtalt pistolgreb, bruges typisk medium wrist-greb, hvor trykket mod buens håndsektion er forskubbet op mod tommelfingerens muskelgruppe i håndfladen. Ved udtalt pistolgreb bruges typisk high wrist-greb, hvor håndledsroden (nedenfor for tommelfingeren og indenfor ”livslinjen” i håndfladen) placeres på håndsektionen. Herved peger håndens fingre lidt udad og opad.

Ved lang- og barbue holdes fingrene (tommel- og pegefinger) traditionelt løst omkring håndsektionen, så buen ikke falder ud af hånden i skuddet. Ved recurve- og compoundbue holdes fingrene efter første del af optrækket ikke om buen, og der bruges fingerslynge for at undgå at buen falder ud af hånden ved skudafgivelse.    

Greb om buestreng

For alle andre buetyper end compoundbuen, gribes buestrengen gribes pege-, lange- og ringfinger. Man kan vælge at skyde med splitfinger, hvor pegefingeren placeres over pilen og de ørige finger under, eller man kan skyde de tre fingre under pilen. Vælger man det sidste til stævner, er det et krav at skydehandske eller lap er konstrueret, så fingrene ikke kan skilles ad. Strengen placeres nøjagtigt i fingrenes første led. Ved optræk skal inderste fingerknogle være helt afslappede og i linje med hånden. Tommel- og lillefinger, der ikke bruges, skal være helt afslappede og bøjet let indad mod håndfladen. Herved fås sikkert greb som giver et rent slip.

Optræk, åndedræt og ankerpunkt

Træk vejret roligt med maven. Hvis det trækkes med brystmuskulaturen, hæves brystkassen og forstyrrer balancen i kroppen. Inden optrækket udåndes dybt og langsomt. Igennem optrækket åndes dybt ind og lige før ankerpunktet nås begyndes rolig udånding. Vejret holdes under slip, og der åndes helt ud under follow trough.

For at give overarms- og skuldermuskulaturen optimale arbejdsbetingelser, for at undgå at buearmen i skudøjeblikket kastes opad og for at undgå at buestrengen i skudøjeblikket rammer underarmen, drejes buearmen lidt i den indledende del af optrækket. En venstre buearm skal drejes lidt med uret og en højre buearm lidt mod uret. Er man kommet for langt i optrækket er det som regel ikke længere muligt at dreje armen, og det vil være bedst at gøre optrækket om.

Ved optræk skal der være balance mellem tryk og træk. Buearmen skal presses lige så meget fremad som strengarmen trækkes tilbage. Begyndere vil ofte have så meget fokus på strengarmens træk, at kroppen kommer til at læne bagover og balancen i skuddet forsvinder. Det kan derfor være en god ide at koncentrere sig om trykket fremad mod buen, hvilket også forbedrer koncentrationen om målet.

For at opnå ens træklængde hver gang, er det hensigtsmæssigt at strengarmen trækkes til et fast såkaldt ankerpunkt. For lang- og rytterbueskytter et klassisk ankerpunkt at strenghåndens langefingerspids rører hjørnetanden. Ankerpunktet er meget individuelt, men det skal være det samme hver gang. Andre ankerpunkter kan være at knoen på tommelfingeren rører bagsiden af kæbebenet, at cockfjeren rører næsetippen, eller at buestrengen rører øjenbrynet.  

Selve optrækket er meget individuelt, og for 3D skytter noget betinget af hvor meget plads der er til rådighed. Uanset hvordan man foretrækker optrækket, må pilen i selve optrækket aldrig pege over vandret. I princippet kan optrækket fortages på to måder:

  • Swing-draw: Optrækket startes med nokket pil, ved at holde buen skråt nedad med strakt buearm, så pilen peger lidt foran forreste fod. Herefter trykkes buearmen i glidende bevægelse op samtidig med at strengarmen trækker tilbage til ankerpunktet. Efter en kort ankring slippes strengen. Hele skuddet foregår i én flydende bevægelse. Swing-draw er god for instinktive skytter, som holder fokus på målet gennem hele skuddet.
  • Push-pull optræk: Med pilen nokket og strengen trukket en lille smule, svinges buearmen op til pilen peger på målet. Så sigter men, eller finder sigtebilledet og ført til sidst trækkes strengen bagud til ankerpunktet. Efter en kort ankring slippes strengen. Skuddet er altså sammensat af flere bevægelser og er god til skytter der sigter eller finder sigtebillede.

Slip og follow trough

Slippet er noget at det sværest at få ordentligt på plads, og noget som selv garvede skytter igen og igen må arbejde med. Selve slippet foregår ved at man efter at ankerpunktet er nået på samme tid spænder af i strenghåndens underarm og langsomt fører strengarmens skulderblad mod det modsatte skulderblad. Ved follow trough bibeholdes buearmens tryk fremad samtidig med at strengarmens skulderblad uendeligt langsomt fortsat føres mod det modsatte skulderblad. Herved sikres at slippet bliver meget blødt og næsten en ubevidst del af follow trough bevægelsen.  

For at opnå et roligt slip, må optrækbevægelsen ikke stoppe i ankerpunktet, men i en fortsat men langsom bevægelse gå over i slip og follow trough. Holder man strengen fast i ankerpunktet i blot få sekunder, sker der en muskulær fastfrysning, og man vil typisk aktivt strække strengfingrene, hvilket giver et uroligt slip.

For at opøve et godt follow trough, kan det være hensigtsmæssigt at have fast 2. ankerpunkt, f.eks. at tommelfingerspidsen rører øretippen, hvor follow trough bevægelsen stopper.

Det er meget sværere end det lyder, og det skyldes at når man er tæt ved sigtebilledet, går bevægelserne meget langsomt, og hjernen vil derfor gene begynde bevidst at overtage kontrollen.

Sigtefase og -teknikker

Sigtefasen kan som ved swing-draw strække sig over hele skudafviklingens længde, eller det kan i push-pull optrækket indskrænkes til et kort øjeblik før ankerpunktet nås. Der er fire almindelige sigteteknikker for non-sight bueskytter:

Instinktiv sigtemetode: Skytten fokuserer stærkt på målet. Forberedelsen kan være at fokusere på målet, trække, i tankerne trække en linje fra målet til sig selv, og derpå igen fokusere på målet. Fokus kan være så stærkt, at skytten kun ser målet og er ubevidst om de tekniske detaljer i skudafgivelsen, herunder bedømmelse af sigtebilledet. Det er således underbevidstheden der foretager selve sigtet. Instinktiv skydning kræver rigtig megen øvelse af mestre.

Gap shooting: Ved gap shooting udnytter skytten at pilens bane er omtrent 1/16 cirkelformet og skytte skal kende sin ”point on” afstand (den afstand hvor pilespidsen holdes direkte på målet for at ramme). Det kan være f.eks. 20 meter. Så skal maksimum gap findes. Skytten skyder holder igen pilespidsen direkte mod målet men på den halve afstand (her 10 meter), og pilen vil ramme et stykke over målet. Denne afstand er det maksimale gap, og for at ramme skal skytten på 10 meter holde denne afstand under målet. Fra 0 til 10 meter vil gap’et gradvist blive større indtil maksimum gap på de 10 meter og fra 10 til 20 meter vil gap’et gradvist blive mindre indtil ”point on” på de 20 meter. Efter 20 meter vil gap’et blive omvendt, og der skal holdes over målet.  Under sigtningen holdes fokus på målet, medens gap’et mellem pilespids og mål fornemmes i under- eller overkante af sigtebilledet. For at blive god til gap shooting er man nød til at træne en del på kendte afstande. Når skytten har opnået god fornemmelse for gap’et på forskellig afstande, kan der begyndes at skydes på ukendte afstande. Gap shooting er en god måde at tilegne sig instinktiv sigtemetode.

Point of aim gap shooting: Metoden minder meget om gap shooting. Den væsentligste forskel er at man point of aim gap shooting holder fokus på selve pilespidsen, og dermed et punkt der ligger under hvor man egentligt skal ramme. Point of aim gap shooting fungerer bedst, når man ved hvor stor målskiven er, da en skive på 30 meter ser meget mindre ud end en skive på 10 meter.

String walking: Metoden er kun accepteret i enkelte bueskydningsklasser, men den kan udvikles til meget høj præcision. Ved string walking holdes pilespidsen lige på målet uanset afstanden til målet. Det der varierer, er hvor langt man holder strengfingrene under nocken. Er skytten tæt på målet, holdes fingrene langt under nocken, og i takt med at målet er længere væk, holdes fingrene tættere og tættere på nocken.